16 Jun 2021

Birgitte Nauntofte træder ind i DHI’s bestyrelse

Hørsholm, Danmark, juni 2021: DHI annoncerer, at Birgitte Nauntofte er valgt som nyt medlem af bestyrelsen.

Birgitte Nauntofte announced new DHI Board Member

Birgitte har gennem de seneste 12 år været direktør i Novo Nordisk Fonden og har en baggrund som professor ved Københavns Universitet. Birgitte Nauntofte sidder i dag i en række bestyrelser herunder hos de to fonde BioInnovation Institute og LIFE.

DHI’s bestyrelsesformand Jakob Thomasen siger: “Vi er meget glade for at kunne byde Birgitte Nauntofte velkommen i DHI’s bestyrelse. Birgittes stærke erfaring med at styrke og internationalisere dansk forskning vil være et væsentligt aktiv i realiseringen af DHI’s ambitiøse strategi om at blive et globalt fyrtårn inden for vand, vandmiljø og vandteknologi.”

Ved hjælp af dybt specialiseret rådgivning og avanceret teknologi arbejder DHI globalt med at sikre bæredygtig håndtering af verdens vandressourcer. DHI forsker og udvikler nye innovative metoder til at anvende, håndtere og arbejde med vand og til at beskytte vandmiljøet.

”Jeg glæder mig meget til at være en del af DHI’s strategiske rejse. DHI har en særdeles væsentlig rolle at spille i at sikre en bæredygtig udvikling af kloden, og jeg ser frem til at kunne bidrage til DHI’s fortsatte success,” siger Birgitte Nauntofte.

For yderligere information, kontakt venligst Bestyrelsesformand Jakob Thomasen.


Om DHI: DHI er globalt førende inden for vand, vandmiljø og vandteknologi. DHIs mission er at sikre bæredygtighed for planetens mest nødvendige ressource, og DHI’s 1000 højt specialiserede medarbejdere leverer rådgivning og digitale ydelser i mere end 30 lande. DHI’s software MIKE er anerkendt og anvendt verden over til at håndtere verdens vandudfordringer.